Middelfart Boldklub lejer fra 1. Januar 2019 offensivtalentet Lucas From i Vejle Boldklub. Lucas har siden sommeren 2018 været en fast del af superligatruppen i Vejle, og i løbet af efteråret har Vejle forlænget kontrakten med Lucas From helt frem til sommeren 2021
Lucas From har været igennem den dygtige talentskole i Vejle og det er derfor en godt skolet spiller der kommer til Middelfart. Han kan dække en række af de offensive pladser på banen, og hans fart og dygtige boldomgang vil gøre ham til et aktiv for Middelfart-truppen, i jagten på en af de to oprykningspladser.
Lucas From har indtil videre opnået to kampe for Vejles bedste hold, ligesom det sidste år blev til 2 kampe på U18-landetholdet.
- “Lucas er en spiller vi har fulgt de sidste par år. Hans potentiale er kæmpe stort, hvilket Vejle også har vist ved at give ham en 3-årig kontrakt. Dog virker dette lejeophold på 6 måneder som den optimale løsning for begge parter. Vi forventer at Lucas fra start byder sig til, og falder godt ind i vores miljø. Samtidig er det aftalt at Lucas træner med i Vejle, som det passer ind i vores kalender, men først og fremmest gælder det naturligvis Middelfart”, udtaler direktør Søren Godskesen om vinterens første tilgang.
- “Jeg er glad for, at det er kommet på plads med lejeaftalen i Middelfart. Det har spillet ind i mit valg at der virkelig er noget at spille for i foråret, samtidig med at træningsmiljøet og konkurrencen i truppen kan være med til at udvikle mig. Middelfart er helt sikkert et af flere hold, som kommer til at spille med i den sjove ende af rækken i foråret. Det sidste halve år har jeg arbejdet meget på min styrke, men grundet et par skader har jeg ikke fået det forløst på banen endnu. Det ser jeg frem til at gøre i Middelfart, og glæder mig til at komme i gang med træningen med mine nye holdkammerater”, udtaler Lucas From om lejeopholdet i Middelfart.
Lejeaftalen mellem Lucas, Vejle og Middelfart løber frem til 30. Juni 2019.
Yderligere oplysninger:
Søren Godskesen, tlf. 20129858