Når Middelfart en dag får stablet en markant fanklub på benene, der kan styre tribunen til hjemmekampene og markere opbakning med fest og farver på udebane, kunne navnet Den Blå Bølge med fanbase ved Lillebælts ofte krappe bølgegang være et godt valg. I morgen møder forhåbentlig et pænt antal Horsenstilhængere fra den etablerede fanklub Den Gule Fare op, når Middelfart hjemme møder AC Horsens i Sydbank Pokalens 3. runde, så vi får pokalstemning på tribunen.
Det er andet år i træk, Middelfart har slået sig igennem til 3. runde og igen møder vi et superligahold efter sejre over Fjordager og Kjellerup. Sidste år var det AaB, der trak sig sejrrigt ud af en kamp, der med lidt medgang til de blå i afgørende situationer kunne have endt anderledes end 2-0. AaB scorede et mål i hver halvleg og kampen blev overværet af godt 1100 tilskuere. Det er ikke tal, vi er vant til 2. division, så det er bevisligt, at der er tilskuere i Middelfart, når der er noget ekstraordinært på spil.
Den Gule Fare på vej frem
Middelfart kan ikke prale af de helt store pokalmeritter gennem årene. Middelfart har siden pokalturneringens start midt i 50’erne – første finale i 1955 – aldrig formået at nå længere end til 3. runde. Det er så sket i alt fem gange, så hvad nu? Skal mønstret brydes i år? Det vil under alle omstændigheder give noget opmærksomhed, hvis de gule fra Horsens rammer muren i Middelfart og bliver sendt hjem med blå mærker.
22 gange siden 1955 har Middelfart deltaget i den landsdækkende pokalturnering, altså nået videre fra de fynske pokalrunder. Vi har vundet 16 af 37 kampe og seks gange endt i straffespark. De fem gange, Middelfart har nået 3. runde, har endestationen været Aalborg Chang i 1960, Viborg FF i 1985, Frederikshavn i 1998, Kalundborg i 2004 og altså AaB sidste år. Så det ville da være et frisk pust, hvis vi også er med i bowlen, når der trækkes næste gang.
AC Horsens har derimod ganske gode resultater i pokalturneringen. De bedste er finalen i 2012 (0-1 mod FCK) og semifinaler i 2005 (tabt til FC Midtjylland), 2013 (Randers) og 2014 (AaB). Forløberen for AC Horsens, Horsens fS, der oprindelig bar tilnavnet Den Gule Fare, nåede semifinaler i 1957 (Esbjerg) og 1970 (AaB). AC Horsens overtog divisionslicensen i 1994.
AC Horsens historie fra ’udviklingshold’ i Superligaen til et solidt midterhold med pil opad, er på mange måder et godt forbillede for Middelfart og andre klubber med ambitioner om Superliga og den slags. Med udgangspunkt i hårdt arbejde, relativt små budgetter målt med de fleste i Superligaen og troen på, at det kunne lykkes på trods af eksperternes ofte hårde dom over de gules muligheder, står AC Horsens i dag som et velkonsolideret ligahold under den karismatiske cheftræner/manager Bo Henriksens ledelse.
AC Horsens har samtidig udviklet sig til gode købmænd, hvor de i erkendelse af ikke at kunne hamle med de helt store pengekasser i klubber, der ofte kører med store underskud, lever efter devisen ’køb billigt og sælg dyrt’. Efter lidt hårde år i 1. division, hvor nedrykningen fra Superligaen i 2013 var dyr, har AC Horsens siden oprykningen i 2016 præsenteret pæne overskud hvert år. Efter oprykningen første gang til Superligaen i 2005, har AC Horsens siden spillet der bortset fra fire sæsoner.
Der står naturligvis en dygtig og fremsynet ledelse, økonomiske garanter og en god træner- og spillertrup bag resultaterne, og Horsens har formået løbende at finde gode erstatninger, når de store klubber har plukket de flotteste blomster i truppen. Så AC Horsens er langt mere end et bøvlet hjemmehold med hang til målfattige kampe, som stemplet var for sæsoner tilbage. Hvor langt rækker det mod Middelfart onsdag eftermiddag?
Carpe diem – og nyd dagen
For Middelfarts spillere, ledere og publikum gælder det om at gribe chancen og nyde muligheden for at prøve kræfter med en modstander fra øverste hylde. I pokalfodbold kan alt ske, siger en gammel fodboldfloskel, men der er da ligaklubber, der også i indeværende turnering er kommet i klemme mod 2. divisionsklubber. Så der er ingen grund til at give op på forhånd og hvordan reagerer Horsens, når de møder den blå bølge?
Det kræver, at alle blå mænd har fuld fokus på kampen og et minimum af fejl hele vejen igennem, hvor langt det så end varer. Det er pokalkampenes charme, at der skal findes en afgørelse på dagen. Men vi håber ikke, der skal bruges for mange kræfter og kæmpes for længe i det tiltagende tusmørke. Der er kamp igen på lørdag, ude mod B93, men det kunne da være sjovt at sætte ny pokalrekord for Middelfart, nå en 4. rundekamp og måske få besøg af endnu en af de store.
Kampen fløjtes af ligadommer Mads-Kristoffer Kristoffersen og der er kick off kl. 16.15.
Tekst: Leo Jensen