Kampen lørdag eftermiddag på Middelfart Stadion, hvor AB kommer på besøg, kan blive kronen på et ualmindeligt godt stykke arbejde i september fra Middelfarts tophold. Det er den femte divisionskamp i september og tilsat en pokalkamp i starten af måneden er det foreløbig blevet til fem sejre ud af de seks mulige, en målscore på 12-2 og en 1. plads. Det vidner om en stærk indsats i både forsvar og angreb.
Det bliver så traditionsklubben Akademisk Boldklub, der skal forsøge at sætte en kæp i det velsmurte blå hjul. AB har også vundet de foreløbig fire divisionskampe i september, mens deres pokalrun i år stoppede ved mødet i 2. runde med en superligaklub fra Odense. Og så er det igen nr. 1 og 2 i 2. divisions østpulje – som i sidste weekends kamp i Slagelse – der danner rundens topopgør og igen har Middelfart som deltager.
Middelfarts trin mod toppen
Middelfart har siden ’mellemåret’ 2016, hvor der blev ryddet op og afsonet pointfradrag, afstukket en opadgående linje. I foråret 2017 deltog Middelfart i Kvalifikationsspillet i 2. division og vandt dette suverænt, 17 point foran nr. 2. I grundspillet i efteråret 2017 blev det igen til en førsteplads, men grundet reglerne om overførsel af indbyrdes point, startede Middelfart et godt stykke efter topholdene i Oprykningsslutspillet i foråret 2018. Vi avancerede dog fra en 10. plads til en slutplacering som nr. 6.
Nu er Middelfart så godt i gang med at forberede deltagelsen i Oprykningsslutspillet i foråret 2019. Der spilles 16 kampe i grundspillet i efteråret og seks kampe til foråret, inden der deles op i slutspil – og alle point og mål føres med over. Der er derfor ikke så meget at regne på. Alle point er meget vigtige og Middelfart har med den flotte indsats i september afstukket kursen.
Samtidig bliver der løbende arbejdet med at sikre en slagkraftig trup. Syv nye spillere er kommet til siden sommerpausen, forsvarsspilleren Niclas Vemmelund har netop signeret en kontraktforlængelse, og der bliver selvfølgelig kigget på den rigtige trupsammensætning igen i vinterpausen. Det er en altid levende proces at holde truppen trimmet og konkurrencedygtig.
AB med den store historie
Der bliver med kampen mod AB taget hul på endnu en travl uge med tre vigtige kampe. Efter kampen lørdag starter forberedelserne frem mod pokalkampen i 3. runde mod AC Horsens, der spilles onsdag kl. 16.15 på Middelfart Stadion. Når den forhåbentlig er sluttet med et godt resultat, venter der kamp igen næste lørdag på Østerbro Stadion, hvor endnu en københavnsk traditionsklub, B93, tager imod Middelfart.
Men én ting ad gangen. AB, Akademisk Boldklub, har rødder tilbage i 1884, hvor studerende ved Københavns Universitet med etnisk oprindelse i Fredericia startede en cricketklub med bane på Østerbro. I 1887 kom fodbold på programmet og 1889 fusionerede de med Polyteknisk Boldklub, der havde medlemmer fra Polyteknisk Læreanstalt (Ingeniørhøjskolen), og klubnavnet blev Akademisk Boldklub. Fredericiastudenternes grønne klubdragt fulgte med over i den nye klub og den kloge ugle valgt som logo.
Medlemskravet var en akademisk adgangseksamen, og AB havde bl.a. den senere Nobelpristager Niels Bohr som medlem og spiller. Klubben holdt til forskellige steder omkring Østerbro i de første år, og Københavns Kommune opførte i 1911 Københavns Idrætspark, der blev hjemmebane for de førende københavnske klubber. ABs storhedstid rakte fra dansk fodbolds fødsel og til 60’erne, hvor det foreløbig seneste mesterskab af i alt ni blev hentet i 1967. AB har også været storleverandør af landsholdsspillere (i alt 74) og Bronzeholdet fra OL 1948 i London byggede på seks spillere fra AB.
Så blev der mere stille omkring klubben i nogle år, mens den bl.a. kom sig over at blive smidt ud af København, hvor kommunen skulle bruge deres anlæg til byudvikling. Gladsaxe Kommune sagde ja til at huse AB, der fik klubanlæg i Bagsværd og fusionerede med den lokale klub, og kampbane på Gladsaxe Stadion. Fra midten af 90’erne og til starten af 00’erne var der igen stjerneglans over den gamle klub, der i nogle år boltrede sig i Superligaen, vandt medaljer og blev kendt for at bruge en masse penge.
Nu kæmper AB hårdt for igen at komme på solsiden i dansk fodbold som flere andre gamle traditionsklubber, der er blevet overhalet af nye fremadstormende klubber og fusioner. Efter nedrykningen fra 1. division i 2017, tog AB et mindre sportsligt dyk i sidste sæson og måtte gennem Kvalifikationsslutspillet, hvor de sluttede på en sikker 2. plads, langt fra nedrykningsfare og anden dårligdom.
En ny træner, Michael Madsen, kom til før denne sæson og har fået den gamle mesterklub på sportslig ret køl igen. AB ligner umiddelbart en klar bejler til toppen og oprykningspladserne, så Middelfart, der igen kan stille med hele skytset, kommer uden tvivl på hårdt arbejde lørdag eftermiddag i forsøget på en sikre en ny sejr og konsolidere placeringen som nr. 1.
Dommer Martin Outzen fløjter topopgøret på Middelfart Stadion i gang kl. 14.00.