Middelfart Boldklub har skrevet en 2-årig kontrakt med den 25-årige fynske offensivspiller Esben Petersen, som kommer til klubben fra FC Fredericia.
Esben Petersen spillede i sine ungdomsår i OB, og siden har han været forbi Marienlyst, AC Horsens og FC Fredericia. Trods sine kun 25 år er Esben ved at være en erfaren herre. Han har spillet en lang række kampe for Marienlyst i 2. division, og i AC Horsens blev det til kampe i både Superligaen og 1. division. I den seneste sæson optrådte han i samtlige 33 kampe i 1. division for FC Fredericia, hvor han startede inde i halvdelen af kampene.
Esben har sine forcer i det offensive spil, og han kan spille alle de offensive positioner.
-”Esben har i flere år været en ønskespiller for Middelfart Boldklub, og det er langt fra første gang at der har været dialog mellem parterne. Esben kender både Jan Vingaard og jeg indgåede fra samarbejde i tidligere klubber, så da muligheden bød sig, var det bare med at slå til. Esben er udset til at byde ind på de offensive pladser, og han er samtidig en fuldgod erstatning for Martin Hedeager, som stopper i Middelfart ved kontraktudløb om godt 3 måneder”, udtaler direktør Søren Godskesen om tilgangen.
-”Efter at jeg fik ophævet min kontrakt med FC Fredericia, har jeg været på udkig efter en klub, hvor jeg kunne se mig selv i flere år. Middelfart har fået opbygget et godt set-up og en stærk spillertrup, som jeg har store forventninger til i de kommende år. Der er ingen tvivl om at jeg har valgt Middelfart for at spille med om de helt sjove pladser i 2. division, og for at være en del af klubbens stærke konkurrencemiljø. Jeg glæder mig til at komme i gang med træningen, og ser frem til at hilse på mine kommende holdkammerater”, udtaler Esben Petersen om skiftet til Middelfart.
Esben Petersen tiltræder sin nye kontrakt øjeblikkeligt og den løber til 30. juni 2020.
Yderligere spørgsmål:
Søren Godskesen, tlf. 20129858
Esben Petersen, tlf. 26205170