REFERAT: Tæt på toppen efter pligtsejr

Det er ofte hørt, at trænere siger: Hellere spille grimt og vinde 1-0 end spille flot og sætte point til. En logisk sandhed, for førstnævnte tæller mest i tabellen og der gives ikke point for skønhedsindtrykket. Middelfart spillede ikke grimt i 1-0 (1-0) sejren over bundproppen Nykøbing FC, men det var ikke lige kønt det hele. Men det vigtigste: Vi vandt og fik revancheret nogle ærgerlige pointtab mod bundhold tidligere på sæsonen.

Der var givet en faktor inde over, der hed fysisk og mental træthed efter de over to timers kamp i onsdags mod Viborg, der så alligevel endte med et ærgerligt nederlag. Der blev slidt lidt på silken i den kamp. Men Nykøbing FC var heller ikke et nemt hold at spille mod med mange mand bag bolden i hele kampen bortset fra de sidste minutter. De var tydeligt nok også opsat på ikke at få en ny omgang stryg som i de sidste par kampe, hvor modstanderne scorede fire gange hver.

Middelfart pressede hårdt på

Middelfart lagde hårdt ud og det første angreb kunne efter 50 sekunder have givet en hurtig føring. Et skarpt indlæg på frispark, hvor Jacob Linnet dukkede op i feltet og hovedstødet strøg lige over NFC keeperens overligger. Halvandet minut senere var topscorer Malthe Boesen tæt på i to omgange, men stadig uden den forløsende føring, der måske tidligt kunne pille selvtilliden ud af de hårdtprøvede falstringer. Efter 10 minutter måtte gæsternes keeper ud i en stor redning på et nyt forsøg fra Boesen.

Middelfart havde ikke ændret meget på startopstillingen fra i onsdags: Casper Radza – Malthe Boy Kristensen, Lasse Thomsen, Simon Trier – Jacob Linnet, Robert Kakeeto, Mads Hansen, Søren Eg Pedersen – Peter Kristensen, Malthe Boesen, Bardhec Bytyqi.
Jonas Villemoes var ikke blevet klar til kampen og Mads Hansen rykkede ned på hans plads. Peter Kristensen kom ind på sin vante plads i angrebet.

Efter godt 10 minutter skiftede det pludselig fra sol og blå himmel til en krap byge fra vest, der vandede det hele godt igennem det næste kvarter. Så klarede det op igen, solen dukkede op og det holdt tørt resten af kampen. Efter regnen stilnede af, havde Malthe Kristensen et godt forsøg fra kanten af feltet, der strøg tæt forbi stolpen.

Middelfart pressede og havde en byge af hjørnespark til alle positioner i feltet, men uden resultat. Radza havde ikke meget at se til i sit mål op mod skoven. Mads Hansen stemplede også ind med et forsøg, der gik lige over målrammen efter den halve time. Men det trak tydeligt op, heldigvis ikke til regn, men til en blå scoring.

Først efter 35 minutter med et hovedstød fra Malthe Boesen efter et Peter Kristensen indlæg – der var god plads i begge sider hos NFC, der klumpede sammen i feltet. Efter 37 minutter kom den længe ventede scoring så. Bardhec Bytyqi fik stukket bolden op i midten og førte den frem til fem meter udenfor Nykøbing feltet. Her var Malthe Boesen fulgt med op på ydersiden.

Lige inden en forsvarer nåede frem, lagde Bardhec bolden af til Boesen, der på ægte forward maner havde en enkelt berøring, inden bolden endte oppe i det modsatte kryds. 1-0 og det lettede tydeligt på det hele og de sidste minutter af halvlegen blev der spillet godt rundt uden de store chancer. Nykøbing FC måtte endnu engang se sig bagud og begge hold trængte vist til at komme til pause og få vendt tingene.

Unødig spænding efter pausen

Det startede pænt roligt efter pausen uden nævneværdige chancer til nogen af siderne før det 54. minut. Her havde Nykøbing deres bedste forsøg – og det blev mødt med kampens bedste målmandsredning af Casper Radza, der stormede ud og gjorde sig bred overfor angriberen.

Minuttet efter byttede Peter Kristensen plads med William Akpan, der kom frisk ind fra bænken. Middelfart havde flere tilløb til gode muligheder foran NFC målet med gode kombinationer på kanterne med skiftende indlæg i feltet eller indløb fra fløjen med afslutninger. Der kom desværre også lidt flere skæverter med mistimede afleveringer i fødderne på modstanderne, der må tilskrives snigende træthed efter et hårdt program den seneste uge.

Efter 71 minutter kom Lukas Eg Jørgensen ind og skulle tage noget af slæbet midt på. Mads Hansen gik ud. Middelfart holdt stadig Nykøbing FC fra chancer og til det sidste kvarters arbejde blev venstresiden med Søren Eg og Bardhec byttet ud med Jakob Okkels og Anton Stage.

William Akpan holdt legestue med Nykøbing forsvaret efter 83 minutter, men hans afslutning strøg tæt forbi stolpen. Og når man ikke lukker leddet trods mange chancer, er en 1-0 føring altid i fare. Bundholdet, der så ind i det syvende nederlag i træk, hav sig op ved hårrødderne en sidste gang og de sidste ca. ti minutter – seks minutter ordinær tid plus fire minutter ekstra - hældte de bold på bold frem i feltet og fik også nogle hjørnespark, da tingene blev lidt febrilske i Middelfartforsvaret.

Det blev lidt for tæt til sidst

Men der blev kæmpet for sejren, de tre point og et clean sheet og kampviljen viste sig bl.a. i anfører Lasse Thomsen, der kastede sig frem og blokerede en bold, mistede den ene støvle, der røg ti meter frem på banen, men fortsatte med én støvle og på strømpesok og fik stoppet angrebet til et indkast, så støvlen kunne komme på igen.

Og så var det ikke mere snævert, end at Middelfart fik to gyldne chancer for at lukke kampen med to friløbere i overtiden, først Stage i venstresiden og minuttet efter Akpan i højre side. Men det blev ved pligtsejren på 1-0. Ikke en kamp, der bliver husket for de store øjeblikke, men sejren var guld værd.

I alt fald betød de tre point inden søndagens topopgør mellem Fremad klubberne i Sundby Idrætspark, at Middelfart på bedre målforskel kravlede et stykke op ad bjerget, mens samme bjerg ser noget stejlere ud for Nykøbing FC. Der er selvfølgelig ’kun’ fem point fra 12. pladsen op til den vigtige 10. plads. Middelfart hoppede med de tre point op på 2. pladsen, a point med Aarhus Fremad og med en bedre målforskel – og tre point efter Fremad Amager på 1. pladsen og med samme målforskel.

Afstanden til 2. pladsen kan Fremad Amager med en sejr søndag øge til seks point – eller Aarhus Fremad kan udligne pointforskellen og tage 1. pladsen med en to-måls sejr. Det er såmænd spændende nok.  I næste runde skal Fremad A fredag aften til nr. 7, FC Helsingør, Aarhus Fremad har lørdag nr. 4, Skive hjemme samtidig med, at Middelfart skal til Gladsaxe og møde AB, der ligger nr. 8.

Tekst: Leo Jensen

Seneste nyheder

Menu
OPTAKT: De letteste er ofte de sværeste
REFERAT: Det var snublende tæt på endnu en triumf
OPTAKT: Tæt på en gratis omgang
Meget mere end fodbold

Bliv en del af Middelfart Boldklubs stærke sponsornetværk og få adgang til det som skaber værdi for netop DIN virksomhed.

Privatlivspolitik

Middelfart Stadion

Adlerhusvej 3

5500 Middelfart

Administration

Alsvej 8

5500 Middelfart

Kontakt os

Telefon: 20 12 98 58

E-mail: sg@middelfartboldklub.dk