REFERAT: Så kom Middelfart i kamp igen

Årets første kamp var henlagt til kunsten på Færøvej, hvor Middelfart Boldklub tog mod naboerne FC Fredericia, der overvintrer på en 5. plads i Grundspillet i NordicBet Ligaen – et godt stykke fra topholdene Sønderjyske og AaB, der er stukket lidt af på oprykningspladserne til Superligaen.

De to hold på hver sin side af bæltet har haft en del kampe de seneste sæsoner, flest træningskampe, men også en pokalkamp forrige år, som Middelfart vandt. Det er kampe med noget naboprestige og begge hold stillede til kampen med den stærkeste trup. Middelfart måtte til kampen undvære Malthe Boesen, Jonatan Bro og lejespilleren fra Sønderjyske, Mads Hansen, der alle trækkes med lidt småskavanker og Jacob Okkels, der er ude i en længere periode.

Opstillingen i 1. halvleg var denne: Casper Radza – Søren Møller, Lasse Thomsen, Marcus Mlynikowski – Jacob Linnet, Valdemar Kwasniak, Jonas Villemoes, Anton Stage – Marcus de Claville, Mikkel Hyllegaard og Benjamin Zjajo

Træner Kristoffer Johannsen: I årets første testkamp er hovedformålet jo at komme i kamp og få prøvet sig af, og det blev en fin test mod et godt Fredericia hold, der som altid gav os kamp og nok at se til undervejs. Modstanderne kom med deres bedste folk og jeg er godt tilfreds med udtrykket fra mit hold i 1. halvleg.

Kristoffer fortsætter: Vi havde flere fine chancer undervejs i halvlegen, bl.a. nogle pænt store til Møller, Thomsen og Stage, hvor vi lige manglede det sidste. Fredericia havde også deres muligheder, hvor Radza reddede os fra større overlast. Vores nye mand fremme, Mikkel Hyllegaard, faldt godt ind i spillet og jeg kunne se, at spillerne glædede sig over at være kommet rigtig i gang med at spille.

Mål i 2. halvleg

Der blev skiftet en del på begge hold i pausen og i løbet af 2. halvleg. Middelfart stillede op med disse 11 efter pausen: Rasmus Jepsen-Jacob – Thomas Viggers, Simon Trier, prøvespiller – Luca Ørsted, Robert Kakeeto, Benjamin Zjajo, Jonathan Kjær – Peter Kristensen, Mikkel Blåholm, William Akpan. Efter 70 min. byttede Zjajo med Stage.

Kristoffer Johannsen noterede sig fra 2. halvleg: Vi kommer i perioder til at spille lidt for hurtigt og taber nogle bolde på det. Men jeg så udmærkede takter, hvor bl.a. Mikkel Blåholm kom frem til flere afslutninger og genkomne William Akpan viste gode takter og lagde bl.a. op til reduceringen til 1-2, som Blåholm flot sendte over stregen, kort efter Fredericias to hurtige scoringer.

Begge Fredericias mål kom efter ca. et kvarter i halvlegen, hvor forsvaret med den nye mand, Simon Trier, på midten, og hvor de bageste tre spillede sammen for første gang, ikke virkede helt afstemt ved to standardsituationer. Først ved et frispark og et par minutter senere efter et hjørnespark, hvor vi i et par omgange ikke fik clearet og Fredericia trampede 2-0 føringen ind.

Efter Middelfarts reduceringsmål kom der ikke så mange flere store chancer til nogen af siderne og resultatet 1-2 blev stående til sidste fløjt efter en meget lige kamp.

Udmærket start for Middelfart på rækken af testkampe, hvor slutresultatet ikke betyder så meget som senere, når vi skal til at spille om point. Første kamp er som tidligere omtalt lørdag den 9. marts ude mod FC Roskilde, der overvintrer på 2. divisions 2. plads, fire point foran Middelfart på 4. pladsen.

Allerede tirsdag aften skal Middelfart igen i kamp, når topholdet i DS kreds 3, Boldklubben Marienlyst, kommer på besøg på kunsten kl. 18.30.

Her må vi nok forvente en lidt anden kamp end lørdagens opgør, holdenes forskellige placeringer taget i betragtning, men Marienlyst stiller altid med et kapabelt hold og skal nok bide fra sig. Middelfart stiller med hele kavaleriet, oplyser cheftræneren, så der kommer noget kamprytme i benene på alle på dette tidlige tidspunkt i sæsonen.

Tekst: Leo Jensen

Seneste nyheder

Menu
OPTAKT: De letteste er ofte de sværeste
REFERAT: Det var snublende tæt på endnu en triumf
OPTAKT: Tæt på en gratis omgang
Meget mere end fodbold

Bliv en del af Middelfart Boldklubs stærke sponsornetværk og få adgang til det som skaber værdi for netop DIN virksomhed.

Privatlivspolitik

Middelfart Stadion

Adlerhusvej 3

5500 Middelfart

Administration

Alsvej 8

5500 Middelfart

Kontakt os

Telefon: 20 12 98 58

E-mail: sg@middelfartboldklub.dk