REFERAT: Helt unødvendigt nederlag mod Aarhus Fremad

Tyveri er altid et stærkt ord at bruge og måske slet ikke anvendeligt i fodbold, hvor det er evnen til at score, der afgør kampene. Men det føles ofte sådan, når modstandernes mål bliver belejret det meste af en kamp uden resultat og modstanderne så scorer på de to eneste forsøg, de har indenfor målrammen. Sådan oplevede mange med blå sympatier Middelfart Boldklubs første kamp i Oprykningsspillet, der blev tabt 2-0 (0-0) til de nærmeste konkurrenter fra Aarhus Fremad.

Efter den flotte slutspurt i Grundspillet med fire sejre og en placering lige i hælene på konkurrenterne til oprykningspladsen bag Esbjerg, betød dette resultat, at der nu igen et slået et lille hul – 3 point og 7 mål ringere i målforskel op til Aarhus Fremad og 6 point og 5 mål ringere målforskel op til FC Roskilde. Og i næste kamp, på torsdag, venter topholdet Esbjerg på Blue Water Arena.

Blå overvægt i 1. halvleg

Det var Middelfart, der førte taktstokken i 1. halvleg i det lune forårsvejr på kunsten på Færøvej, hvortil kampen måtte henlægges, da Middelfart Stadion heller ikke har haft godt af de store mængder regn. Som altid en markant vind fra vest ind over Windy Road. Spændende om Stadion bliver klar til det næste topopgør hjemme om 14 dage, når FC Roskilde besøger Middelfart.

Middelfart startede i denne opstilling: Casper Radza – Simon Trier, Lasse Thomsen, Marcus Mlynikowski – Jacob Linnet, Robert Kakeeto, Jonas Villemoes, Jonathan Kjær – Peter Kristensen, Malthe Boesen, Benjamin Zjajo.
To udskiftninger fra kampen sidst mod AB. Thomas Viggers var ude med en karantænedag og blev afløst af Marcus Mlynikowski. Jacob Linnet var tilbage efter karantæne og afløste Anton Stage.

Middelfart gik op til Fremad fra start og pressede århusianerne tilbage på egen halvdel. Der noteredes to fine forsøg i det første kvarter fra Middelfart og efter 19 minutter var der en dobbeltchance, hvor Malthe Boesen var tæt på, men blev afvist af keeper Tobias Haahr i Fremadburet.

I de næste minutter var der igen store chancer og først til Jonas Villemoes, hvis forsøg blev bokset til hjørne oppe under overliggeren. Lidt efter var Malthe Boesen på spil igen og i halvlegens sidste ti minutter noteredes nogle angreb, hvor der blev driblet en gang for meget og chancen løb ud eller afslutningen blev for svag. Topscorer Boesen havde endnu en fin mulighed uden resultat.

Aarhus Fremad stod dybt og ventede på Middelfart og lurede på omstillinger til de to tidligere Middelfartangribere, Frederik Høgh og sprinteren Lucas From. Der kom nogle indlæg i Middelfartfeltet, men der blev konsekvent ryddet op og Casper Radza blev ikke rigtig sat på prøve. Middelfart spillede en fin halvleg, men det vigtigste, målene, udeblev desværre.

Der var i flere situationer lidt irritation hos hjemmeholdet over nogle dommerkendelser. Det virkede ikke altid, som om dommeren bevægede sig efter spillet og indtrykket var nok, at en svedetrøje havde været spildt denne eftermiddag. 0-0 ved halvleg og håbet om tre point og en god start på slutspillet levede stadig.

Nedtur i 2. halvleg

Fremad sendte et par nye mand i spil fra 2. halvlegs start og Middelfart måtte efter fem minutter tage forsvarer Simon Trier ud. Anton Stage kom ind på sin vante plads på kanten, mens Linnet rykkede en tak tilbage på banen. Fremad stod om muligt endnu dybere. Efter omkring ti minutter og lidt frem i halvlegen var der bud efter et føringsmål fra både Peter Kristensen, Benjamin Zjajo og Anton Stage, hvor det forblev ved nærved og næsten og Fremads keeper stod godt i vejen.

Så kom den kolde skylle efter 64 minutter. En lang bold ned langs Middelfarts venstreside, der så ud til at være på vej ud. Hurtige Lucas From nåede den og det øjensynligt lidt overraskede Middelfartforsvar, der ellers havde været dirkefrit, var ikke vågne ved indlægget, som lange Frederik Høgh sparkede ind i det lange hjørne på Fremads første forsøg og Høghs eneste inden for målrammen.

Bagud 1-0 og hvad så? Middelfart svarede med to udskiftninger. Peter Kristensen og Jonathan Kjær gik ud og ind kom William Akpan og Mads Hansen efter en skadespause. Lasse Thomsen blev rykket længere frem på banen for at støtte angrebet. Akpan var hurtig og sprælsk fra starten og gik i flere dueller med de hvepsefarvede i forsvaret.

Tættest på var Middelfart efter 73 minutter, hvor Lasse Thomsen akrobatisk vendte sig i luften og sendte et hårdt og præcist hovedstød mod den fjerneste stolpe. Keeperen var væk, men stolpen reddede og nu anede mange så småt skriften på væggen. Fremad stod igen dybt, skiftede defensive kræfter ind og trak tiden med alle midler.

Middelfarts træner Kristoffer Johannsen opildnede sine folk til at søge udligningen og sendte den store angriber Mikkel Blåholm ind til de sidste godt ti minutter for at vende slaget og vinde luftrummet. Desværre afgjorde Fremad definitivt kampen få minutter efter, da tre blå forsvarere stod og kiggede fodbold foran eget felt og overlod bolden til indskiftede Jagvir Singh Sidhu, der udnyttede pladsen og sparkede bolden ind bag Casper Radza til slutcifrene 2-0. Så var Middelfart knækket.

Nu gælder det

Et helt unødvendigt nederlag, hvor den ’gamle’ svaghed - der syntes forsvundet i de sidste runder af Grundspillet – med for ringe kvalitet i afslutningerne igen stak hovedet frem og udviskede indtrykket af en ellers fin kamp af Middelfart. En kamp mod en altid svær modstander, der lod Middelfart løbe sig trætte og lynende effektivt scorede på de to skud indenfor målrammen, de præsterede i hele kampen.

Middelfart får mulighed for at rejse sig igen allerede på torsdag, når der spilles 2. runde af slutspillet i Esbjerg, hvor fodbolden lige nu må rykke for DM kampene i ishockey mellem lokalrivalerne Esbjerg og Sønderjyske. Vores to værste konkurrenter har overkommelige modstandere med hjemmekampe mod AB og Nykøbing i næste runde. Nederlaget til Fremad har derfor allerede nu sat lidt kniven lidt for struben i kapløbet om 2. pladsen.

Kom så, de blå.

Tekst: Leo Jensen

Seneste nyheder

Menu
OPTAKT: De letteste er ofte de sværeste
REFERAT: Det var snublende tæt på endnu en triumf
OPTAKT: Tæt på en gratis omgang
Meget mere end fodbold

Bliv en del af Middelfart Boldklubs stærke sponsornetværk og få adgang til det som skaber værdi for netop DIN virksomhed.

Privatlivspolitik

Middelfart Stadion

Adlerhusvej 3

5500 Middelfart

Administration

Alsvej 8

5500 Middelfart

Kontakt os

Telefon: 20 12 98 58

E-mail: sg@middelfartboldklub.dk