REFERAT: Ærgerlig afslutning på et godt fodboldår

Der er forskel på nederlag. Middelfart Boldklub har samlet haft et rigtig fint efterår med de første 16 af 22 kampe i Grundspillet i 2. division. Var efter 14 runder oppe på 2. pladsen med to point ned til forfølgerne, men går til pause fire point efter FC Roskilde på en aktuel 4. plads. Aarhus Fremad er treer, to point foran Middelfart, efter vores to smalle nederlag her til sidst, hvor scoringsproblemerne igen blev understreget.

0-1 mod det suveræne tophold, Esbjerg fB, i sidste weekend var måske ikke så overraskende, men Middelfart var overraskende godt med i store del af kampen og tæt på at nappe et point til sidst, hvor træfsikkerheden på pæne chancer desværre ikke rakte. 0-1 (0-1) mod nr. 12, Skive IK, var en anderledes stor skuffelse, hvor Middelfart i store dele af kampen ikke kunne sætte ret meget offensivt sammen.

Det var måske også en stor opgave at omstille sig fra kampen i Esbjerg, hvor vi kom som absolut undertippede og så frem til at spille på det flotte stadion osv – og så skulle omstille sig til en kamp på træningsbanen mod et bundhold, hvor alt andet end en sejr ville blive opfattet som en kæmpeskuffelse. Det formåede vi ikke – og så koster det.

Frygtelig start

At det skulle blive en bøvlet kamp for Middelfart mod Skive IK, som for nylig har ansat ny træner i Anders Jensen, der for fem måneder siden kunne fejre oprykning med Middelfart, var ikke så overraskende. Middelfart har altid problemer med hold, der står dybt og tæt i kæderne og lægger pres både på modstandernes boldholder og de stationer, der skal afleveres til. Anders Jensen kender Middelfart og lagde taktikken derefter.

Middelfart startede kampen i følgende opstilling: Casper Radza – Jonatan Bro, Lasse Thomsen, Marcus Mlynikowski – Jacob Linnet, Robert Kakeeto, Jonas Villemoes, Jonathan Kjær – Peter Kristensen, Malthe Boesen, Marcus de Claville. Jonatan Bro startede for første gang inde, hvor han afløste Thomas Viggers, der ikke var til disposition i denne kamp.

Middelfart fik den værst mulige start, hvor Skive kom foran allerede i det 3. minut. Efter et boldtab på midten forsøgte Peter Kristensen at gøre skaden god igen ved at forfølge Skiveangriberen. Det endte med, at bolden inde i feltet i en desperat redningsaktion blev prikket forbi Casper Radza og Skive kunne juble over et hurtigt føringsmål og en ideel udgangsposition for resten af kampen i det kølige vejr på kunsten på Færøvej.

Middelfart virkede stressede af det tidlige mål til modstanderne og havde svært ved at holde fast i bolden og finde hinanden i minutterne herefter. Den dårlige dag fortsatte efter 19 minutter, hvor Jonathan Kjær i et hændeligt sammenstød blev trådt over anklen og stærkt haltende måtte udgå. Anton Stage kom ind på kanten.

Skive IK virkede i det meste af 1. halvleg som holdet, der ville sejren mest. Konstant løbende og pressende, opildnet af trænerens kendte verbale styrke fra sidelinjen. Middelfarts spillere virkede kyst af modstanden og fik ikke meget sat sammen i en uskøn kamp. Der noteredes dog forsøg fra Jacob Linnet omkring den halve time. Jonas Villemoes havde også en mulighed, men den største chance tilfaldt Marcus de Claville tæt på Skivemålet og på pausefløjtet, hvor muligheden for en hurtig og effektiv afslutning løb ud i en frugtesløs dribling, hvorefter Skive klarede frisag.

Lidt bedre men langtfra nok

I 2. halvleg kom Middelfart ud med et bedre udtryk fra start og Lasse Thomsen, der var rykket længere frem på banen, fik en god mulighed efter tre minutter, men blev blokeret. Middelfart lagde mere tryk på det granvoksne Skiveforsvar, men indlæggene i feltet nåede sjældent et Middelfarthoved eller fod, inden Skivedefensiven og keeperen i forening stoppede tilløbet til en kærkommen udligning.

Middelfart skiftede den granvoksne Mikkel Blåholm ind i angrebet i stedet for uheldige Peter Kristensen efter et kvarter i 2. halvleg i håbet om at matche Skiveforsvaret bedre fysisk og måske flytte lidt af fokus fra Malthe Boesen, der ikke fik meget plads. Lige meget hjalp det og Middelfart forsømte også at prøve mere ude fra i stedet for at forsøge at komme til skud inde i det tætpakkede Skivefelt.

Omkring de 75 minutter var der udsolgt hos Robert Kakeeto og Jonas Villemoes og de blev afløst af Benjamin Zjajo og Valdemar Kwasniak. Middelfartspillerne virkede slidte til sidst i kampen og brugte måske også for mange kræfter på at lade sig frustrere af de pågående Skivefolk og dommeren, der ikke virkede helt på højde med situationen i flere tilfælde og også påkaldte sig Skivebænkens vrede.

Spillerne skal have ros for godt løbearbejde og bevægelighed, men desværre uden effekt. Og da det er fodbold, det drejer sig om og ikke atletik, er det ikke nok at løbe stærkt. Skive løb også meget og kom i vejen for meget, men formåede heller ikke at sætte specielt farlige angreb sammen. Men de havde deres føring og den passede de godt på.

Hvad er perspektivet

Det blev ikke til meget mere og efterårets andet 0-1 nederlag på et selvmål var en realitet. Det første var mod FC Roskilde den første lørdag i oktober. Vi starter i øvrigt foråret 9. marts ude mod netop FC Roskilde og det er nok en god ide at få revanche der, hvis afstanden til sjællænderne ikke skal blive for stor. Afstanden til 7. pladsen er fortsat på betryggende 12 point med seks kampe tilbage, mens forfølgerne fra Nykøbing FC og AB begge vandt og halede ind på os.

Trods nederlaget til Skive kan Middelfart fortsat bryste sig af rækkens bedste forsvar målt på scoringerne imod os. 13 mål imod – Esbjerg har taget 16 mål ind – er flot, men i den anden ende ser det mindre godt ud med 19 mål i 16 kampe. Det rækker til en delt 7. plads i en sammenligning med de øvrige hold. Hvis vi skal gøre os håb om at forbedre den nuværende 4. plads, skal der helt klart mere gang i målscoringen.

Det var efterårets fjerde kamp uden scoring af de blå, mens vi fem gange har holdt nullet bagude – men ingen clean sheets siden kampen mod AB 23. september. I skuffelsen over den lidt triste afslutning på efteråret skal ikke glemme de otte sejre, der gik forud og det fine come back til 2. division. Nu bliver der trænet uden kampforberedelser frem til midten af december inden tre ugers pause fra træningsbanen. Så starter forberedelserne til forårets udfordringer i anden uge af januar.

Tekst: Leo Jensen

Seneste nyheder

Menu
REFERAT: Middelfart gik ind i slutspillet i fin stil
OPTAKT: Mens vi venter på oprykningsspillet
3-0 og tre sejre på stribe
Meget mere end fodbold

Bliv en del af Middelfart Boldklubs stærke sponsornetværk og få adgang til det som skaber værdi for netop DIN virksomhed.

Privatlivspolitik

Middelfart Stadion

Adlerhusvej 3

5500 Middelfart

Administration

Alsvej 8

5500 Middelfart

Kontakt os

Telefon: 20 12 98 58

E-mail: sg@middelfartboldklub.dk