OPTAKT: Mens vi venter på oprykningsspillet

Det blev en fin påske for alle med sympatier for Middelfart Boldklub, da de blå i mandags tog den tredje sejr på stribe med 3-0 over Thisted FC. Sejren over agterlanternen i 2. division var en flot opfølgning på sejrene over HIK og Fremad Amager. De tre kampe og ni point med den flotte målscore 10-1 bragte Middelfart på højde med to hold over os – eller næsten.

FC Roskilde på 2. pladsen, der for mindre end to uger siden var ni point foran os, har nu med 41 point kun tre point i forspring og en dårligere målforskel end forfølgerne, plus 12. Sjællænderne tabte i påsken først til topholdet Esbjerg med 2-4 og i mandags til nr. 3, Aarhus Fremad med 0-1. Middelfart og Aarhus Fremad ligger side om side i tabellen med samme pointtal, 38, og samme målforskel, plus 13. Fremad har 3. pladsen inden sidste runde på flest scorede mål.

Forår i luften

Det har været opløftende at se Middelfart i de nævnte kampe endelig få scoret på chancerne og få ’afgjort’ kampene relativt tidligt i forløbet. 3-0 mod HIK indenfor den første time, 3-0 mod Fremad Amager efter ca. en time og 2-0 mod Thisted inden pausen. Det er topholdstakter og godt at tanke selvtillid og succes, inden slutspillet går i gang.

Det var opløftende at se en flot boldomgang i denne sidste kamp i foråret hjemme på kunsten med få uprovokerede boldtab, især i 1. halvleg. Der var også mange spillere, der udmærkede sig ved et højt niveau, boldsikkerhed og fint tempo på denne første aprildag, der stadig havde noget martskølighed og regn i sig.

De tre sejre var alle mod hold fra den nederste halvdel af rækken og om godt en uge starter Oprykningsspillet, hvor de ti kampe hver gang er mod hold lige omkring os i stillingen. Vi får en forsmag på lørdag i kampen mod AB, der inden sidste runde indtager 6. pladsen og dermed den sidste plads i slutspilsfordelingen, der endnu ikke er helt på plads.

AB tabte i mandags 0-1 på en overtidsscoring ude mod Fremad Amager, der dermed holdt fast i håbet om at nappe den sidste billet til Oprykningspillet. AB med 24 point og minus 6 i målforskel, Skive med 23 point og minus 8 i målscore og Fremad Amager med 22 point og minus 10 i forskel kan alle tre nå det.

AB kan afgøre det med en sejr over Middelfart og uafgjort kan være nok, hvis Skive ikke vinder i Esbjerg eller Fremad Amager i Thisted. Holder Middelfart og Esbjerg sejrskursen, kan Fremad A lave det store kup på Sparekassen Thy Arena mod det trængte bundhold.

Positive problemer
Der er mange spillere, der byder sig til, når træner Johannsen & Co skal stille hold lige for tiden. Det bliver ikke nemmere, at Jacob Linnet og William Akpan er tilbage efter nogle spilledage udenfor med karantæne efter et par kort, der havde samme farve som udebanetøjet.

Det er heldigvis positive problemer, der bliver løst i trænerrummet, og spillerne i truppen er indstillet på, at konkurrencen er hård og at startpladserne ikke er selvskrevne for tiden. Der sidder også nogle spillere ude med småskader, som snart banker på til en udtagelse.

Afhængigt af slutplaceringen i Grundspillet bliver kampprogrammet tilrettelagt således, at de tre øverst placerede hold starter med en udekamp den 13. april – og slutter med en hjemmekamp den 15. juni. Omvendt for holdene på pladserne 4 til 6.

Middelfart kan kun gøre deres ved at vinde over AB og se til, hvordan de to konkurrenter, FC Roskilde, der ude møder FA2000, og Fremad Aarhus, der hjemme møder Nykøbing FC, klarer sig. Det kan også blive målforskellen, der afgør placeringen.

AB har brug for en sejr

Modstanderne fra AB har haft et lidt skidt forår, hvor de endnu ikke har prøvet at vinde. Tabte knebent 1-2 ude mod topholdet Esbjerg i forårspremieren. Derefter 1-1 hjemme mod Aarhus Fremad, 1-1 ude mod Skive, 2-3 hjemme mod Nykøbing FC inden 0-1 mod Fremad A.

ABs topscorer Tim Freriks, der har scoret fire af holdets fem mål i foråret og i alt står på 11 mål på topscorerlisten som nr. 4 - Malthe Boesen er nu på 9 mål som Middelfarts topscorer - røg ud med et direkte rødt kort i slutningen af kampen i mandags og er derfor ikke til rådighed for de grønne fra Gladsaxe.

I efterårets kamp i Middelfart blev det i slutningen af september til en kneben 1-0 sejr til Middelfart på en scoring i 1. halvleg af midtbanedynamoen Robert Kakeeto. Det er en vigtig kamp her som afslutning på Grundspillet, hvor også Middelfart har brug for en sejr for at fastholde det genvundne tag i toppen af rækken. Positionen nu er er faktisk bedre, end da vi startede i marts med fire point op til Roskilde og to op til Fremad.

Kampen lørdag spilles på græs på Gladsaxe Stadion og fløjtes i gang kl. 14 af dommer Mathias Lykke.

Tekst: Leo Jensen

Seneste nyheder

Menu
OPTAKT: Kampen om at hænge på spidser til
REFERAT: Flot opvisning af Middelfart i Gryden
OPTAKT: Svært at være favorit
Meget mere end fodbold

Bliv en del af Middelfart Boldklubs stærke sponsornetværk og få adgang til det som skaber værdi for netop DIN virksomhed.

Privatlivspolitik

Middelfart Stadion

Adlerhusvej 3

5500 Middelfart

Administration

Alsvej 8

5500 Middelfart

Kontakt os

Telefon: 20 12 98 58

E-mail: sg@middelfartboldklub.dk