Optakt til Kolding IF – Middelfart Boldklub lørdag 7. oktober 2017

Afsender: Webmaster 5. okt. 2017

En spændende opgave i Kolding

En vigtig opgave i al sport er at sætte et hold eller en individuel sportsudøver op til at yde det maksimale, uden at det bliver en tung byrde, der hæmmer præstationen. Spændingsniveauet, den positive stress, må ikke forhindre glæden ved og modet til at præstere – og vinde.

Det er to mandskaber med hårdt brug for point og med et sviende nederlag i sidste runde, der støder sammen i efterårets andet store slag om Lillebæltsbroen, når Kolding IF møder Middelfart Boldklub på Autocentralen Park i Kolding lørdag eftermiddag. Det gælder femtesidste runde og dermed er turneringen gået ind i den afgørende sidste tredjedel.

MB måtte som bekendt se sig slået i en turneringskamp for første gang i over et år på hjemmebane sidste weekend, da det nye tophold Marienlyst løb med de vigtige tre point efter en kamp, hvor udeholdet virkede mest klar til kampen og sultne efter den sejr, der blev på 3-2. Samtidig blev et MB sejrsrun på fem vundne kampe i streg brutalt stoppet. Et nyt kan dermed begynde.

Runden markerede samtidig, at HIK meldte sig ind i topkampen om de fire pladser til Oprykningsspillet, da de hjemme slog netop Kolding IF med de klare cifre 4-1 trods en tidlig føring til udeholdet, og dermed overhalede Kolding i stillingen og pressede sig ind i Top 4. HIK har en ny modstander fra Top 4 på lørdag, når de ude møder Marienlyst. Det er derfor vigtigt for MB at lægge nye points på, hvis de vil holde sig fremme i toppen af rækken, hvor kun tre point skiller nr. 1 og 5. Det femte tophold, Avarta, møder i denne runde hjemme Næsby.

Der er ikke tvivl om, at begge hold fra hver sin side af bæltet kender kampens betydning, og man kan forvente en kamp om hver eneste centimeter af banen i forsøget på at sætte sig på kampen og modstanderen. Dagsformen bliver uden tvivl en vigtig faktor og ikke mindst indstillingen fra kampens start. MB optrådte sidst mod Marienlyst noget tøvende fra første fløjt og virkede lidt som en mæt kat, der ikke gik målrettet efter musen.

Marienlyst, der spillede godt, gik på 2-0, inden MB hankede op i sig selv og i et ruf fik udlignet til 2-2 og kort efter var meget tæt på en føring. Senere faldt MB ned igen og Marienlyst kom tilbage i kampen og vandt. Topholdets kontrol med kampen og den sult efter point, vi ofte så i den lange sejrsmarch, skal genskabes på lørdag i Kolding.  
 
En stærk modstander venter

Der er ingen tvivl om, at modstanderne fra Kolding udmærket er klar over kampens vigtighed og hvor afgørende, det er at komme i gang igen. Kolding har efter nederlaget til MB i starten af september noteret to snævre sejre hjemme over bundholdene Greve og Næsby og et super comeback mod Avarta, hvor de i overtiden nåede uafgjort efter stillingen 1-3 inden tillægsminutterne. Og så altså det klare nederlag mod HIK. 

Kolding IF er fysisk stærkt hold med nogle profiler, herunder topscorer Rune Nautrup, der også har optrådt i MB trøjen. MB har jo overtaget en håndfuld spillere, der i sidste sæson spillede i Kolding og bidrog til succesen med en 3. plads i forårets oprykningsspil. Så det er to hold med et godt kendskab til hinanden og et stærkt ønske om at vinde netop den kamp. Det specielle aspekt i kampen skal oplægget fra træner Vingaard & Co også tage højde for og ikke lade fylde for meget, så enkelte spillere måske bliver overtændte og bruger kræfterne forkert.

I ni indbyrdes kampe siden DS i 2011-12, hvor Middelfart vandt rækken, har MB vundet seks gange, KIF to gange (begge kampe i sidste sæson) og en enkelt er endt uafgjort med en målscore i MB favør på 19-14. Den seneste kamp i starten af september vandt MB som bekendt 2-0 på scoringer af de to tidligere KIF spillere, Søren Andreasen og Martin Hedeager.

MB meldes klar med alle aktuelle navne fra start 11’eren i spil, så der burde være basis for en ny sejrssang i omklædningsrummet, hvor der de seneste gange har manglet den velkendte og altid velklingende sejrssang, der er den bedste afrunding på en kampdag. MB truppen håber selvfølgelig også på noget fynsk opbakning fra tribunerne, når broslaget skal slås lørdag med kampstart kl. 15 og Morten Bertelsen som dommer.   

?
F
?
?
?