Middelfart nærmer sig toppen

Der var virkelig grund til jubel efter skærtorsdagskampen i Sundby Idrætspark, hvor Middelfart relativt ubesværet sikrede sig tre point mere til samlingen efter 3-1 (1-0) over et lidt tamt hjemmehold. På en dag, hvor de nærmeste hold over os, FC Roskilde (2-4 mod Esbjerg) og Aarhus Fremad (0-1 mod Skive IK) begge satte point til, gav det blå medvind i stillingen.

Middelfart er nu a point med Fremad – begge hold med 35 point og Aarhus Fremad to mål bedre i målforskel – og FC Roskilde med 41 point på 2. pladsen med plus tre i målforskel i forhold til Middelfart. Esbjerg med 53 point på 1. pladsen ser ud til at være stukket helt af.

Med udsigten til nogle spændende kampe 2. påskedag, hvor Middelfart hjemme møder rækkens nr. 12, Thisted FC, og FC Roskilde og Aarhus Fremad mødes i Roskilde, kan der ske ting i næstsidste runde, der kan give Middelfart gode kort på hånden til det kommende slutspil. Foruden de fire nævnte tophold blev det også klart, at Nykøbing FC kommer med i slutspillet efter 3-2 over AB. Nu er der kun spænding om 6. pladsen, der giver den sidste slutspilsplads om oprykning.

Akademikerne, der længe har ligget i Top6, må bæve lidt for afslutningen. AB har Fremad A og Middelfart tilbage, og fremadstormende Skive med træner Anders Jensen på 7. pladsen - lå nr. 12, da Middelfart mødte dem i november - er nu to point efter AB og har HIK og Esbjerg i de to sidste kampe. Fremad A har stadig en papirtynd chance.

Speciel situation
Fremad Amager præsenterede Christian Iversen som ny træner i tirsdags efter en sygemelding fra den tidligere træner. Iversen er tidligere cheftræner i bl.a. FC Roskilde og er i den lidt specielle situation samtidig at være medejer og direktør i Eskilstuna fra den tredjebedste svenske række.

Amagerkanerne kom frisk ud fra starten og pressede det rødklædte fynske mandskab og skabte lidt uro. Middelfart kom dog ret hurtigt ind i kampen og satte tempo og tog styringen. Deres referent fulgte kampen på en streamingtjeneste og teknikken lavede flere udfald og stærkt pixelerede billeder undervejs, der vanskeliggjorde referatet.

Det lykkedes dog at identificere følgende opstilling: Casper Radza – Thomas Viggers, Lasse Thomsen, Simon Trier – Anton Stage, Robert Kakeeto, Jonas Villemoes, Jonathan Kjær – Benjamin Zjajo, Malthe Boesen, Marcus de Claville. Sidstnævnte afløste William Akpan, der er karantæneramt, fra opstillingen mod HIK.

Middelfart fik flere gode muligheder i 1. halvleg og viste, hvem der var topholdet i den kamp. Ikke så voldsomt mange chancer, men støt pres og Fremad fandt grovfilen frem i nogle situationer for at stoppe Middelfart.

Vi skulle dog hen til det 37. minut, hvor der desværre var et billedudfald på referentens skærm, netop som Jonas Villemoes bragte Middelfart på 1-0. Det lignede et hårdt slag for hjemmeholdet, der synes ramt på selvtilliden efter en svær sæson efter nedrykningen fra NordicBet Ligaen sidste sommer.

Hurtig afgørelse efter pausen
Det blev ikke nemmere for Fremad Amager og træner Iversen efter sidebyttet, da Middelfart allerede efter fire minutter øgede til 2-0. Et langt indkast fra venstresiden helt ind i det lille felt og mellem venner og fjender fik Malthe Boesen sendt bolden over stregen. Det lignede en tidlig afgørelse, især da Middelfart i de følgende minutter klart dominerede boldbesiddelsen og med chanceskabende spil.

Fremad Amager forsvarede sig dog godt og lidt heldigt i flere situationer, hvor Middelfart spillede power play foran hjemmeholdets felt. Gode gennemspillede angreb fra Middelfarts side, men det kneb med at få tilstrækkelig med plads i det tætpakkede felt, hvor der blev blokeret med krop og ben for flere skudforsøg.

Efter 63 minutter kom så scoringen til 3-0, da der igen blev spillet med gode pasninger i Fremads felt. Til sidst endte bolden tæt på mål hos anfører Lasse Thomsen, der var trukket med frem og bankede bolden utageligt forbi den strandede Fremad keeper.

Fem minutter senere blev der byttet ud på to pladser. Benjamin Zjajo og Anton Stage gik ud og ind kom Peter Kristensen og Mikkel Blåholm. Middelfart så ud til at kunne trille sejren hjem uden større problemer indtil omkring et kvarter før tid, hvor Fremad fik frispark et godt stykke ude på banen. Jerailly Wilzen tog chancen med et yderligt placeret skud, der overrumplede forsvaret og målmand Radza. Det så flot ud, men var også langt udefra.

Så var det pludselig 3-1 og måske lidt spænding på vej ind i kampen. Det lykkedes dog aldrig for Fremad A at slå det fynske tophold ud af kurs og Middelfart var egentlig tættere på at øge føringen end hjemmeholdet på yderligere en reducering.

Middelfart byttede Valdemar Kwasniak ind umiddelbart etter Fremads scoring, hvor første målscorer Jonas Villemoes gik ud. Til sidst kom også Jonatan Bro i kamp, da han afløste midtbaneslideren Robert Kakeeto.

Anden sejr i træk og 7-1 i målscore på en lille uge. Det tegner godt for de kommende kampe. Som nævnt Thisted FC på mandag kl. 14 på kunsten på Færøvej og så den sidste grundspilskamp den 6. april ude mod AB, hvor vi kommer på rigtigt græs for første gang i foråret. Vigtige kampe for Middelfart men ikke mindre vigtige for modstanderne. Thisted FC tabte hjemme til Brabrand og er nyt bundhold og slås for eksistensen og AB kæmper som nævnt for en slutspilsplads i Top6.

Tekst: Leo Jensen

Seneste nyheder

Menu
Malthe Kristensen skifter til Middelfart Boldklub
REFERAT: Der bygges op til sæsonen
Opstart med mange ubekendte
Meget mere end fodbold

Bliv en del af Middelfart Boldklubs stærke sponsornetværk og få adgang til det som skaber værdi for netop DIN virksomhed.

Privatlivspolitik

Middelfart Stadion

Adlerhusvej 3

5500 Middelfart

Administration

Alsvej 8

5500 Middelfart

Kontakt os

Telefon: 20 12 98 58

E-mail: sg@middelfartboldklub.dk