Kom aldrig op at ringe

Afsender: John Conley 3. nov. 2018

Havde de 482 tilskuere til årets sidste kamp på Middelfart Stadion håbet på, at de kunne klappe sig til varmen med blå opvisning og en eftertragtet hjemmesejr, blev de nok både kolde og skuffede. Dagens 1-1 resultat var et godt udtryk for en jævn kamp, der i lange passager manglede intensitet og spil til store målchancer. Til gengæld mangler 2. divisions to rækker ikke spænding, da fem hold lige nu ligger til at komme over i slutspillet med ganske få point mellem sig.

Overraskende nederlag til pokalheltene fra Kolding og oprykningsfavoritterne fra Skive, sammenholdt med sejre til FC Jammerbugt og Brabrand, der formåede hvad flere Superligahold ikke har kunnet, at vinde over Kolding, betyder et teoretisk førerfelt på fem hold med syv runder tilbage. Kolding med 32 point, Skive og Jammerbugt begge med 31 samt Middelfart og Brabrand med 30 point har et lille forspring ned til Brønshøj og Aarhus Fremad, begge 27 og Vanløse med 26. Spændingen fortsætter nok frem til sidste spilledag i grundspillet medio april næste år, inden slutspillene tager over.

På det jævne

Middelfart stillede til dagens kamp i en formation med lidt ændringer. Casper Radza som vanligt på mål havde en forsvarskæde med Malte Jürgensen som afløser for skadede Magnus Pedersen sammen med den solide centerduo Kristoffer Gjettermann og Niclas Vemmelund med Peter Jul Nielsen i venstre side. Midtpå lå Lasse Thomsen og Martin Conley og på kanterne var valget faldet på Kim Elgaard og Esben Petersen. Fremme lå Casper Johansen sammen med Martin Hedeager. Matchwinner Søren Andreasen fra Brønshøjkampen havde ikke overvundet sin fodskade og sad ude.

Fra kampens start virkede hjemmeholdet lidt mærket af de svingende præstationer på Middelfart Stadion i efteråret. Spillet var afventende og manglede de overraskelser og tempo, der kunne sætte modstanderen af. Samtidig manglede pasningsspillet ofte kvalitet og for mange bolde blev uprovokeret tabt med upræcise afleveringer både i småspillet, op langs kanten og diagonalafleveringer.

Efter 15 minutter gik det galt med afstemningen i forsvaret og en sortklædt Vanløsemand, Rasmus Gaudin, blev spillet i dybden, hvor han overløb centerforsvaret og scorede sikkert til stillingen 0-1. Det virkede en kort overgang som et wakeup call for Middelfart, der i minuttet efter producerede det hidtil farligste med forsøg fra Casper Johansen og Martin Hedeager. 

Tempoet faldt igen og vi skulle frem til det 39. minut, hvor tæt spil i Vanløsefeltet udløste et straffespark, da en Vanløseforsvarer stoppede en løs bold med hånden. Anfører Casper Johansen tog ansvaret for at forvandle sparket fra pletten sikkert til 1-1. Nu håbede alle med blå sympatier, at dette mål ville løse op for Middelfarts lidt låste spil, men halvlegen løb til ende uden de store muligheder. Vanløse havde et par tilløb til chancer halvlegen igennem, men forsvaret var på plads og målmand Radza samlede det sidste op.

Kunne have tippet

Middelfarts 11 tapre helte kom utvivlsomt ud til 2. halvleg med nyttige dessiner fra pausesnakken, men det var stadig vanskeligt at omsætte det i reelle chancer mod et påpasseligt Vanløsehold, der lugtede point på en vanskelig dag for topholdet. Og efter 51 minutter kunne det endda være gået helt galt, da et blåt afspil endte i fødderne på deres forreste mand, der gik efter guldet og kom alene igennem med målmand Radza. Denne gjorde sig bred og da Vanløseangriberen valgte at afslutte med en svær teknisk detalje med hælen, løb den store chance ud i sandet.

Træner Vingaard ville have mere udfordring mand mod mand i udeholdets felt og satte efter 55 minutter dribleren Sebastian Dalgaard ind som afløser for Martin Hedeager. Dalgaard gav også prøver på sine evner, men den sidste finish manglede stadig. Efter 62 minutter kom Peter Kristensen, der har siddet ude med en skade siden AB kampen, tilbage på sin kant som afløser for Esben Petersen, og han søgte straks baglinjen med flere indlæg og dribleture. Middelfart fik mere snit over spillet, havde bolden mest og gæsterne virkede efterhånden lidt trætte og søgte mange pauser i spillet.

Men hverken standardsituationer ved flere frispark eller hjørnespark gav resultat, heller ikke forsøg på at overliste oprykkerne med småspil i feltet og det lignede mere og mere en 1-1 kamp, der måske kunne blive afgjort på en fejl eller en genialitet, så kampen alligevel var tippet til en af siderne. Det med genialiteterne var det småt med på dagen, hvor topholdet i stedet måtte glæde sig over, at det trods alt blev til et vigtigt point og lidt tættere på toppen på en dag, hvor det ikke rigtig klappede, hverken på eller udenfor banen. 

Malthe Karsberg Rasmussen fik de sidste 12-14 minutter inkl. ekstratid som afløser for Martin Conley. Noget af det tætteste i slutningen af kampen var en hovedstød fra Niclas Vemmelund, der var fremme i feltet ved et frispark, men det skulle ikke lykkes på dagen. Nu er der en uge til at forberede sig på årets sidste kamp mod Frem i Valby Idrætspark næste lørdag. Her skal den gode udebaneform helst holdes vedlige, så både førstepladsen og de gode udsigter til et spændende slutspil til foråret fastholdes.

Tekst: Leo Jensen     

 

?
F
?
?
?