God test og sikker sejr

Afsender: Webmaster 10. feb. 2018

Lørdag eftermiddag tog Middelfart Boldklub mod Næsby Boldklub på kunstgræsset i Middelfart. Det blå hjemmehold, der forbereder sig til forårets oprykningskampe til 1. division, viste gode takter mod de blå fra Odense N, der står foran en sej kamp mod nedrykning i kvalifikationsspillet til næste sæsons 2. division.

MB lagde ud med følgende offensive opstilling: Casper Radza på mål, Sabao Qaume, Kristoffer Gjettermann, Mathias Damgaard og Magnus Pedersen i bagkæden, Martin Conley og Rasmus Fink Hansen midt på og fremme lå Martin Hedeager, Casper Johansen, Kent Jørgensen og Malthe Karsberg Rasmussen.

Første halvleg blev et opslidningsslag, hvor begge hold havde friske ben og stor løbevillighed. Ikke voldsomt mange åbne chancer, men efter et par nærgående MB-forsøg kunne Casper Johansen ved bagerste stolpe heade et godt indlæg ind over stregen til 1-0 efter 27 minutter. Bagude viste forsvaret stor sikkerhed og målmand Radza styrede sit felt.

Der er mange om buddet

I pausen skiftede træner Jan Vingaard fem friske mand ind fra bænken. Radza blev afløst af den nye amerikanske målmand, Ryan Buckingham, der var sikker på de opgaver, han fik. I forsvaret afløste Niclas Vemmelund på midten og Peter Juul Nielsen i venstresiden. Adigun Salami kom ind og arbejde på midten og Peter Kristensen afløste Malthe Karsberg i angrebet. 

MB satte sig igen på spillet i den nye formation og efter syv minutters spil lagde MB et mønsterangreb med hurtige hårde pasninger, der splittede Næsbys forsvar og Kent Jørgensen kunne sætte det sidste søm i 2-0. Der kom ikke flere mål, men MB havde chancer til et par stykker mere, der var meget tæt på. Næsby kæmpede og løb godt, men skabte ikke de helt store muligheder.

MB leverede et godt og hårdt arbejde i de arktiske temperaturer, der stod ind fra Lillebælt og gjorde forholdene svære. Men der kom igen nogle kilometer i benene, kampsituationerne blev prøvet og MB viste stor autoritet og vinderattitude kampen igennem. Jan Vingaard fik igen bevis på, at han har mange, der byder ind til hans foretrukne 11’er. Første turneringskamp er 17. marts hjemme mod topholdet Hvidovre.

Målscorer til 1-0 Casper Johansen                                                                       Målscorer til 2-0 Kent Jørgensen

        

?
F
?
?
?