Det stof tophold er gjort af

Afsender: John Conley 15. sep. 2018

Det var sjældent prangende, hvad Middelfart diskede op med i lørdagens kamp mod Skovshoved, der kom med fem nederlag i syv kampe og klart var det undertippede hold. Middelfart sled skovserne op og havde momentum på de rigtige tidspunkter lige før og lige efter halvlegspausen og så endte forestillingen med komfortable 3-0 til de blå, der nu har førstepladsen i sigte, når der næste lørdag er absolut topkamp i Slagelse.

Men kendetegnende for et tophold er evnen til at være svære at score imod. I de fire sejre på stribe inkl. pokalkampen i Kjellerup har Middelfart scoret ti gange, mens der kun er scoret en enkelt gang hos Casper Radza. Som træner Jan Vingaard opsummerede i sin ros til spillerne og især forsvarskæden efter kampen: Hvis vi kan holde modstanderne fra at score, så er sandsynligheden for at vinde mange kampe meget stor.

Deres udsendte reporter talte et reelt skovserforsøg inden for målrammen, som Radza ikke havde større problemer med og det kom fem minutter før tid. Det er stabilt og solidt forsvarsspil og det stof, tophold er gjort af, når angriberne også leverer.

En kedelig 1. halvleg

Middelfart stillede i den efterhånden velkendte formation med Casper Radza på mål bag firebackkæden med Magnus Pedersen, Kristoffer Gjettermann, Niclas Vemmelund og Peter Jul Nielsen. Midtpå var det Lasse Thomsen og Martin Conley, der tog slagene og på kanterne bolrede Peter Kristensen og Sebastian Dalgaard sig. Længst fremme lå Casper Johansen og Søren Andreasen.

Det var tydeligt, at Skovshoved havde respekt for Middelfart i kampens start, hvor de firsttimede bolden langt væk, så snart der var noget, der lignede et Middelfartangreb. Da de blå samtidig havde meget svært ved at ramme hinanden i pasningsspillet, blev 1. halvleg noget af en langgaber at komme igennem. Vi skulle hen omkring den halve time, før Søren Andreasen havde et fint hovedstødsforsøg på et godt indlæg. Efter 40 minutter kom så situationen, som i første omgang sendte kampen Middelfarts vej.

Casper Johansen gav Sebastian Dalgaard en god stikning på kanten af feltet, og da Dalgaard godt set tæt på målmanden spillede bolden forbi og samtidig fristede denne til at gå ned i benene på ham, kunne dommeren næsten kun dømme straffespark. Tyndt sagde nogen, men benspænd i feltet betyder efterfølgende spark fra 11 meter pletten til modstanderne. Det udførte Casper Johansen på vanlig vis sikkert og sendte Middelfart på 1-0 og sejrskurs kort før pausen.

Livligere 2. halvleg

Kort inde i 2. halvleg kom det næste afgørende moment i kampen, da Skovshoveds Kasper Kempel med få minutters mellemrum trak to gule kort og dermed rødt seks minutter inde i 2. halvleg. Det sidste efter en hovedløs kropstackling på Peter Kristensen, der blev sendt i græsset stærkt lidende. Bagud med 0-1 og med kun ti mand ombord havde skovsernes skude svært ved at holde tæt. Middelfart forstærkede trykket og kun uheld forhindrede en scoring til 2-0.

Sebastian Dalgaard havde en åben hovedstødschance på Andreasens gode indlæg og to minutter senere lykkedes en nøjagtig kopi med Magnus Pedersen og Lasse Thomsen i hovedrollerne heller ikke. Skovshoved havde intet den anden vej. Efter et kvarter byttede Peter Kristensen med Mads Aasgaard, der viste stor spillelyst og efter en række gode forsøg var direkte uheldig med ikke at komme på måltavlen.

Martin Conley trak et godt langskud tæt hen over overliggeren. Fem minutter senere sendte Vingaard en ny offensivkraft ind mod de efterhånden stærkt trængte skovsere. Martin Hedeager afløste Sebastian Dalgaard og senere fik Niclas Nymand også minutter, da han afløste en træt Kristoffer Gjettermann.

Søren Andreasen og Lasse Thomsen var tæt på igen, inden Martin Conley efter 73 minutter igen tog chancen langt ude fra. Denne gang sad bolden perfekt i sidenettet på den indvendige side uden for keeperens rækkevidde og dermed 2-0 på måltavlen. Kort efter Skovshoveds førnævnte enlige forsøg fik Lasse Thomsen så endelig fuld valuta for en afslutning. Tæt på feltet modtog han bolden, driblede sig fri af to mand i Skovshoveds felt og huggede tørt bolden ind til 3-0 i det 86. minut og dermed var Skovshoved helt nede i sækken.

Peter Jul Nielsen havde kort efter også muligheden, men blev blokeret, og så endte det hele ganske fredeligt med 3-0 og en foreløbig førsteplads til Middelfart. Senere på dagen fik Slagelse dog med et enkelt point mod B93 generobret spidspositionen med et enkelt point ned til Middelfart, så i næste runde vil vinderen af Slagelse-Middelfart være førerhold i 2. division øst. I den kamp vil den nye offensivkraft i truppen, Esben Petersen – og sikkert en ny mand mere – også være en option for træner Vingaard, der har meget at vælge imellem for tiden.  

Tekst: Leo Jensen

 

?
F
?
?
?